SIDSTE NYT

 

 

September 2011

BRANDEN I k.B.hALLEN

K. B. Hallen, der har stået fadder til foreningens nye logo, er brændt. Se hele artiklen her.

kb hal brand

 

november 2010

Monument pÅ kastellet

Kgl. Bygningsinspektør og medlem af bestyrelsen for Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring arkitekt m.a.a. Peder Elgaard udtaler sig til Politiken om det planlagte monument på Kastellet i København. Se hele artiklen HER

 

FEBRUAR 2009

METROBYGGERI I KØBENHAVN

Store projekter i København truer for tiden væsentlige dele af vor bygningskulturelle arv. Ikke mindst planerne for den kommende metro-ring giver anledning til ængstelse for dem, der nødigt ser vor hovedstad lemlæstet mere, end den er i forvejen..

Hvad angår helheden i de storslåede planer, kan der ikke være tvivl. Metro’en er en uundværlig og fremragende transportmulighed for både den københavnske befolkning og de mange, der dagligt pendler til byen. Det er tillige klart og uundgåeligt, at byggeriet må medføre ulemper for mange, mens det finder sted. Det er imidlertid dybt bekymrende, at især to stationsanbringelser truer centrale lokaliteter i København af stor arkitektonisk betydning. Set fra et bevaringssynspunkt er der grund til betænkelighed, når det gælder anlæggelse af stationer ved Gammel Strand og Marmorkirken.

Gammel Strand er et helt centralt punkt i vor gamle hovedstad med rødder tilbage til stranden på Absalons tid i 1100tallet. Den udgør en usædvanlig homogen plads med en række fredede huse fra det tidlige 1700tal på Gammel Strand og de smukke bygninger på den anden side af kanalen, anført af Slotskirken og Thorvaldsens Museum. Enhver form for tilføjelse til dette værdifulde miljø må foretages med den yderste forsigtighed. Den korte afstand til Kongens Nytorv – og for den sags skyld tillige til Rådhuspladsen – taler for at undlade at anlægge en station på pladsen subsidiært anbringe den på Højbro Plads eller Christiansborg Slotsplads.

Med Marmorkirke-stationen bevæger Metro’en sig ind i den vigtige tværakse i Frederiksstaden, der går fra havnen via Amalienborg gennem Frederiksgade til Marmorkirken. Da jeg sammen med en række kolleger i 1999 afholdt den store jubilæumsudstilling i Kunstindustrimuseet – i anledning af 250året for anlæggelsen af bydelen – kaldte vi udstillingen for Gud.Konge.By for at understrege aksens emblematiske betydning. Gud og Kongen, som der står på dannebrogsordenen, har deres plads i denne sammenstilling. Kongen på Amalienborg i form af Saly’s rytterstatue af Frederik V omgivet af de fire palæer og kolonnaden er verdenskunst af ædleste karat. Det er imidlertid en kendsgerning, at kirken, Gud i sammenhængen, som egentlig skulle have været en kgl. mindekirke til erindring om den oldenborgske kongestammes 300års jubilæum (i 1748/49), er en uundværlig del af ensemblet. Det var ved grundstensnedlæggelsen til denne d. 30. oktober 1749, at man markerede begyndelsen til Frederiksstaden. Kirkens tidlige projekteringshistorie blev dramatisk. Frederiksstadens arkitekt, hofbygmester Nicolai Eigtved, skulle egentlig have opført den nye kirke, men han døde i sommeren 1754 midt i sin projektering. Ja, i virkeligheden var han allerede blevet kasseret af kirkebygningskommissionen kort før sin død. I vakuummet mellem foråret 1754 og begyndelsen af det følgende år nåede både den franske arkitekt Ange-Jacques Gabriel og vor egen Lauritz de Thurah at give forslag til kirken. Sagen landede imidlertid i turbanen hos den indkaldte franske arkitekt og første professor i bygningskunsten på vor nyoprettede Kunstakademi, Nicolas-Henri Jardin. Efter hans tegninger byggede man indtil 1770. Da man havde fået den ødsle idé at bygge kirken i norsk marmor, var den blevet så dyr, at den snusfornuftige gehejmekabinetsminister J.F. Struensee lod forehavendet standse. Efter at have henligget som et romersk forum romanum i mere end 100 år blev kirken fuldendt af finansmanden C.F. Tietgen. Med færdiggørelsen af vestenden af Frederiksgadeaksen blev kirke og omgivende etageejendomme en undværlig del af helheden. Arkitekten F. Meldahl skabte med den smukke kuppeldækkede kirke og det afsluttede bymiljø en værdig afslutning på aksen.

Den planlagte Metro-station ved vestsiden af Frederikskirken er et alvorligt indgreb i denne helhed, ikke mindst den omstændighed, at placeringen er foretaget i fortsættelse af tværaksen. Den vil simpelthen forfladige det fine miljø omkring kirken. En metrostation med trapper, tårne og cykelparkering  samt lukning af vestenden af gaden vil ganske forstyrre den smukke, fredede helhed. Måtte det vise sig muligt enten at undgå den – eller i det mindste placere den væk fra Frederiksstadens tværakse. Alternativt har der været nævnt en placering i Borgergade, jfr. s. xx, men ligesom det er tilfældet med stationen ved Gammel Strand er det et spørgsmål, om det overhovedet er nødvendigt med endnu en station i dette område. En linieføring, der kunne bringe gæster til det nye skuespilhus ville være en langt nyttigere løsning – ikke mindst hvis den kunne blive suppleret af en tunnel til Operaen på Dokøen.    

Lad det til slut være nævnt, at Frederiksstaden er på den såkaldte tentativliste – dvs. aspirerer til at komme i det fine UNESCO-selskab af umistelig verdensarkitekturarv. Et sådant område bør derfor nyde den højeste grad af beskyttelse. Ved bedømmelsen af risikoen ved at arbejde i umiddelbar nærhed af Marmorkirken, skal det med, at Københavns Stiftsøvrighed under høringen om Metro-planerne har udtalt, at det er forbunden med stor fare at arbejde så nær på fundamenterne til kirken. En ansvarlig minister og Metro-selskabet kan ikke sidde en sådan advarsel overhørig!
Claus M. Smidt, Formand Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring  

 

FEBRUAR 2009

BEDRE OG BILLIGERE METROSTATIONER?

Hvorfor er det nu, at den metrostation, der er planlagt placeret mellem Kongens Nytorv og Østerport, skal lægges ved Marmorkirken?

En metrostation ved Marmorkirken er nødt til at tage hensyn til, at hele området fra Havnen over Amalienborg og op til og med kirken er opfyldt jord, og at den tunge kirke hviler på et fundament, der strækker sig ud over den nuværende bygnings grænser, og som ikke skal forstyrres ret meget, før det går ud over hele kirkens stabilitet. For ikke at tale om, hvad der vil ske bare tohundrede meter længere mod øst, med Amalienborg Slot, som udover at være Danmarks residensslot også er blandt landets smukkeste anlæg og af en unik karakter.

Efter de oprindelige planer blev det nødvendige hensyn til de specielle grundforhold ved Marmorkirken tilgodeset ved, at stationen på dette sted blev tænkt boret ud. Men dette har vist sig at være så dyrt, at planerne er blevet reviderede. Stationen ved Marmorkirken skal nu etableres ved gravning; på samme måde som de øvrige metrostationer, men altså på et sted, hvor denne type arbejde fra første færd og med gode begrundelser blev fravalgt.

Men skal der holdes fast ved den kommende metrostations placering, når de oprindelige forudsætninger for dens etablering ændres? Der bor ikke voldsomt mange omkring Marmorkirken, og i erkendelse af, at en metrostation på dette sted også skal kunne bruges af beboerne i Borgergade, indgår det i de gældende planer omkring metroen, at der skal etableres en fodgængerpassage mellem Borgergade og Store Kongensgade ud for Marmorkirken.

Dette gør det unægtelig fristende at spørge, hvorfor fodgængertrafikken ikke kan gå den modsatte vej og den kommende metrostation placeres i Borgergades midte?

Placeringen af en metrostation i Borgergade ville være en service, som henvendte sig til andre end netop Borgergades beboere. Med sine fire supermarkeder rummer Borgergade en af de største koncentrationer af dagligvarebutikker i den indre by, og for disse butikkers kunder ville det være langt det mest praktiske at kunne gå direkte ind i metroen efter indkøbet - frem for først at skulle over til Marmorkirken. Borgergade ligger tættest på både kvarterets to kommuneskoler og Kongens Have. Og så har Borgergade den kolossale fordel frem for pladsen ved Marmorkirken, at der på dette sted kan graves som ved de allerede etablerede stationer. Der er ingen yderligere risici i form af sårbare kæmpefundamenter og en ekstraordinært grundvandsfølsom jord – og det synes oplagt, at dette vil gøre en metrostation i Borgergade billigere i anlægsomkostninger end en station ved Marmorkirken.

Det høres tit, at loven om den københavnske metroring allerede er vedtaget, og at hele anlægget derfor ligger fast. Men vedtagelsen gælder kun det overordnede anlæg. Der er yderst fornuftigt forbeholdt trafikministeren ret til at ændre på såvel linieføring som stationer, såfremt uforudsete forhold skulle gøre dette nødvendigt.

Den planlagte metrostation mellem Kongens Nytorv og Østerport virker som et oplagt eksempel på et anlæg, der ved at blive flyttet hundrede meter – fra Marmorkirken til Borgergade – kunne blive både billigere og få langt mindre æstetisk/historiske omkostninger. Andre stationsplaceringer som eksempelvis på Gammel Strand kunne med lige så gode grunde revideres. Under alle omstændigheder er der i forbindelse med hvert eneste stationsanlæg tale om et meget komplekst problemfelt, som kan kræve en betydelig specialviden at gennemskue. For Metroselskabet må opsamlingen af denne viden være en bekostelig affære. Men kompetente borgere med forstand på deres by har i de seneste måneder vist en meget stor vilje til at gå ind i sagen og hjælpe med at finde de løsninger, der bedst kan tilgodese både økonomiske, bevaringsmæssige og menneskelige aspekter. Forhåbentlig er Metroselskabet indstillet på at lytte. Det er både glædeligt og til stor gavn, at København endelig får sin metro. Men vi skylder os selv og vores efterkommere at sikre os imod, at der sker fejlplaceringer, som kan skade vores fortid og fælles kultur.

Ulla Kjær, Næstformand Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring 

 

April 2008

HVORDAN STÅR DET TIL MED BYGNINGSBEVARINGEN I DANMARK?

I april inviterede foreningen til debataften i Kunstindustrimuseet. Aftenen satte fokus på flg. emner:

 

- Bygningsfredningsloven

- Decentraliseringens konsekvenser

- Fagligheden i Det Særlige Bygningssyns argumentation i fredningssager

- Affredningsproblematikken

- Hvordan står det til med de gamle B-fredninger?

- Forholdet mellem fredede og bevaringsværdige bygninger

 

I debatpanelet sad formanden for Det Særlige Bygningssyn arkitekt Christoffer Harlang, landskabsarkitekt Jens Hendeliowitz, formand for BYFO Birthe Iuel, formand for GBB seniorforsker Claus M. Smidt og Kgl. Bygningsinspektør Niels Vium. Ordstyrer var den tidligere formand for foreningen advokat Erik Wassard.

 

Referatet fra debataftenen kan læses her.

 

April 2007
INGEN HØJHUSE I KØBENHAVNS INDRE BY
Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring og EUROPA NOSTRA DANMARK er gået sammen om at protestere imod opførelsen af højhuse i Københavns Indre By.

Man har skrevet følgende til Københavns Kommune:

   1. Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring og Europa Nostra Danmark er af den opfattelse, at der ikke bør bygges højhuse i København på arealet inden for voldparkerne, d.v.s. i Indre By inkl. Slotsholmen, Christianshavn og Voldparkerne (Fæstningsringen inkl. Kastellet).
   2. København er karakteriseret ved lav bebyggelse, hvor højde og volumen danner en harmonisk helhed. Denne harmoni og helhed vil blive ødelagt ved opførelse af højhuse inden for det ovennævnte areal.
   3. Københavnske politikere har i årevis beskyttet denne helhed, og besøgende fra udlandet bemærker straks den gennemgående nænsomme holdning til byplanlægningen. Det er nemt at rive ned og bygge nyt, men umuligt at genskabe tabte miljøer.

Potsdamer Platz, Berlin

   4. Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring og Europa Nostra Danmark er ikke generelt set imod højhuse. Vi mener, de skal placeres i områder, der er egnede for sådant byggeri. Nye højhuse hører ikke hjemme i Københavns centrum. De passer derimod godt på Refshaleøen, Sydhavnen eller i Ørestaden.
   5. Hvad skal der ske vedr. de trafikale forhold, hvis der bygges højhuse inden for voldene? Det vil skabe et øget trafikalt pres i det indre København. I dag prøver man fra kommunens side at fjerne biler og busser fra den indre by, men højhuse i centrum vil modvirke disse bestræbelser.
   6. At placere højhuse i historisk følsomme områder passer ikke ind i den skandinaviske byggetradition, hvor fornuft, harmoni og menneskevenlighed er fremherskende.
   7. Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring og Europa Nostra Danmark advarer kraftigt imod den præcedens, der kan blive resultatet af, at der gives tilladelse til blot ét byggeri i byen inden for voldene af de dimensioner og det volumen, som højhusene repræsenterer. Det vil gøre det svært for Københavns Kommune at afvise fremtidige bygherrers ønsker om højt, men måske knapt så kvalitetspræget og talentfuldt byggeri i den indre bykerne, der netop indtil dato har været kendetegnet ved og beundret for sine beherskede bygningsvolumener. Frem for at begive sig ind i et vanskeligt, æstetisk smagsdommeri for hver ansøgning om højhusbyggeri i bykernen vil et enkelt forbud mod højhuse i denne zone være enklere at administrere for kommunen – alle behandles ens.

Med venlig hilsen
Erik Wassard
Formand for Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring
og
Catharina Collet
Formand, Europa Nostra Danmark
Vice President, Europa Nostra

 

 

Juli 2006
FORENINGEN FORESLÅR NYT, ÅNDFULDT BYGGERI VED ”TIETGENS ÆRGRELSE” VED MARMORKIRKEN

Københavns Kommune har fremsat lokalplanforslag for det sydvestre hjørne af pladsen omkring Marmorkirken. Stedet er i folkemunde blevet kaldt Tietgens Ærgrelse.

Foreningen ved arkitekt Susanne Havning og cand. mag. Hanne Christensen har skrevet et indsigelsesbrev til kommunen. Nok finder de det prisværdigt, at kommunen foreslår, at ’..muliggøre opførelse af en bygning, der i et moderne arkitektonisk formsprog markerer den manglende afslutning på bebyggelsen omkring Frederiks Kirke (Marmorkirken) i overensstemmelse med de oprindelige intentioner med hensyn til pladsens helhedspræg.’ - og endvidere ’at sikre, at nybygningens facader, både i den overordnede proportionering, i detaljeringen og i materialevalg, bliver præget af ekstraordinær høj kvalitet – således som placeringen som afslutning på det storslåede bygningsanlæg omkring kirken betinger.’ Specielt her hæfter foreningen sig ved forslaget om valget af en ekstraordinær høj kvalitet.

Foreningen finder det dog tankevækkende, at kommunen går ind og udarbejder så præcise retningslinier for en kommende ejendom, som den af kommunen fremsendte folder angiver, og som beror på et skitseforslag fra arkitektfirmaet Tony Fretton Architects. Foreningen finder, at det måske var mere relevant, om kommunen først udarbejder forslag til lokalplan med efterfølgende udarbejdelse af projektforslag m.m.

Foreningen skriver endvidere bl.a.:

Der indgår allerede tre stærke komponenter på stedet:
• Marmorkirken - med en bygningsmæssig monumentalitet og åndelig signalværdi, som styrkes kraftigt af den række statuer af gejstlige og filosofiske frontkæmpere, som omgiver kirken - både på piedestaler og i en lille lukket ’have’ på den ene side af kirken. Her finder man bl.a. Martin Luther ”gående”
• Meldahls enstonige randbebyggelse, der skaber pladsoplevelsen, men i sig selv er lidt tung.
• De gamle, maleriske byhuse med gårdmiljøer, som ligger som direkte naboer til byggegrunden. De provokerer - og charmerer - ved at have bagsiden mod ’pladsen’ og facade mod Store Kongensgade.

Disse tre elementer i miljøet kunne fortjene et specifikt modspil i form af en bygning, som selv har en markant signalværdi – dog ikke prangende, idet den ikke skal stjæle billedet fra kirken, og den skal ikke dominere de gamle byhuse, men indgå i en art samspil ved også at være en kontrast til det monumentale/kedelige og enstonige i randbebyggelsen.

Med andre ord forestiller foreningen sig en nybygning som eksempelvis kunne have et skulpturelt formsprog - eller en bygning, hvor materialevirkningen var spændende, evt. glas og stål! Et sådant lidt ’tvistet’ hus kunne være en gevinst for helheden, og kunne forløse det noget pompøse og storladne, men også stive og lidt ’kedelige’ i helheden og forhåbentlig i højere grad åbne folks øjne for stedets egenart.

Endvidere skriver foreningen bl.a.: Måske kunne man lade sig inspirere af, at bygningen ligger i en akse som løber fra Operaen via Amalienborg gennem Marmorkirken og ud her ved indkørslen fra Store Kongensgade. Det ville kunne frigøre nogle muligheder i pladsen, med et spændende ’visitkort’ som optakt til det bagvedliggende Amalienborg kompleks.

Foreningen vil således på baggrund af denne argumentation gøre indsigelse imod det foreliggende forslag, som virker alt for intetsigende og anmassende på den byrumsmæssige meget markante og specielle plads, på det sted, der er blevet kaldt ’Tietgens ærgrelse’. Foreningen foreslår, at der opføres noget, som hverken Tietgen eller Meldahl nogensinde kunne have fundet på. Måske noget sart og åndfuldt, noget provokerende som et kunstværk og/eller noget originalt og nutidigt, som kunne vække glæde, opmærksomhed og nysgerrighed – i stedet for ærgrelse - og som også går i dialog med og samtidig reflekterer kirkens signaler.
 

 
December 2005
Grænsetoldstationen, Kruså, er nu nedrevet.
En æra er definitivt forbi.
Pas- og toldkontrolbygningen på Flensborgvej i Kruså, populært kaldet Grænsetoldstationen, blev opført i 1956. Mange mennesker har i årenes løb passeret forbi. Bygningen med det flade tag har i årenes løb taget imod såvel udlændinge som ud- og hjemrejsende danskere. Den var et typisk udtryk for sin tid, da rejselysten tog til og grænserne åbnedes.

Medlem af bestyrelsen for Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring, museumsinspektør Hanne Christensen fik rejst en fredningssag vedrørende denne tidstypiske bygning på vegne Aabenraa Museum. Foreningens bestyrelse bad Hanne Christensen gå videre med sagen – og hun skrev til ejendommens ejer, Justitsministeriet, og henvendte sig endvidere til tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen og til minister Bertel Haarder. Visionen var, at bygningen efter endt brug som grænsetoldstation kunne omdannes til et museum, der kunne repræsentere det 20. århundredes historie: grænserne i Europa og grænseegnenes historie generelt set - eller måske mere lokalt: “Historien om den dansk-tyske 1920-grænse: Fra konfrontation til sameksistens”. Kulturmiljørådet for Sønderjyllands Amt støttede den rejste fredningssag for bygningen, hvorimod Kulturarvsstyrelsen og Det særlige Bygningssyn afviste at frede bygningen, men anbefalede den som “bevaringsværdig”. Men desværre har stemningen i store dele af Sønderjylland, herunder blandt politikerne i Sønderjyllands Amt, været meget imod en bevaring af bygningen.
Og nu er bygningens skæbne definitivt beseglet. Den er ikke mere iblandt os. Sagen om grænsestationen er formelt som reelt slut. Rigspolitichefen har som repæsentant for bygningsejeren tidligere på året ansøgt om nedrivningstilladelse – og har fået denne bevilget af Bov Kommune, Teknisk Forvaltning, der har behandlet sagen rent administrativt. Bulldozerne har været i gang i sommeren 2005 – bygningen er væk. Der er kun græs tilbage på tomten, hvor førhen grænsestationen bød velkommen til Danmark.

 

Erik Wassard